Om mig

Mit navn er Heidi Hviid, jeg er 49 år og mor til 2 dejlige drenge på 10 og 14 år.

Jeg er uddannet Komplementær hormonterapeut, Kostvejleder og Tandlæge.

Til dagligt har jeg min klinik : Kost Krop og Balance i Dalby (Haslev),  samt min tandklinik i Faxe.

Jeg ser holistisk på kroppen.

Det er min overbevisning at kroppen altid forsøger at opretholde homeostase (ligevægt) og aldrig gør noget for at skade os, men at de symptomer (sygdomme) vi har, såsom overvægt, hovedpine, fordøjelses-problemer, led-problemer, forhøjet blodtryk og kolesterol, astma, eksem, stress mm. opstår fordi kroppen er kommet ud af balance.

Jeg mener derfor at det er vigtigt at hjælpe og understøtte kroppens naturlige funktioner, således at den bringes tilbage i balance.

Dette gøres primært ved hjælp af kost og ernæringsterapi (bla. Vitaminer, mineraler og fedtsyrer), søvn og  stressreduktion, men herudover bruger jeg somme tider også urteprodukter (fytoterapi) og homøopati.

Det er ikke alle sygdomme vi kan slippe for, på denne måde, men vi kan ofte bringe kroppen tættere på den naturlige balance og derved reducere symptomerne således, at de bliver mere tålelige at leve med.

Min vej ind i denne verden

Den startede i 2011, hvor min ældste søn C fik problemer i skolen, han havde alt for meget uro i kroppen, til at kunne sidde stille og koncentrere sig en hel time ad gangen.

Vi har aldrig levet voldsomt usundt hjemme hos os, vi levede vel som de fleste børnefamilier gør i dag, men da jeg tidligere havde læst Kernesund familie, blev vi enige om at prøve at skære sukker væk fra vores kost.

Det blev noget af en øjenåbner for os. Vi skar alt sukker væk, ikke kun slik, kage, sodavand  mm. hvor der åbentlyst er sukker i, men også alt det, der er tilsat i pålæg, brød, ketchup mm..

Der gik ca 14 dage og så begyndte C´s lærere og personalet i SFOén at fortælle at det gik meget bedre med C.

Men ikke nok med det

I børnehaven hvor min mindste søn M gik, kom der flere pædagoger og spurgte hvad vi dog havde gjort ved M, han var blevet så meget lettere at have med at gøre. Til at starte med sagde jeg at vi ikke havde gjort noget ved M, for det faldt mig slet ikke ind, at det kunne gøre en forskel at fjerne sukkeret fra hans kost.

Derhjemme legede børnene meget bedre sammen og vi havde meget færre konflikter end vi plejede, men til at starte med troede jeg kun, at det var fordi C fik mere ro i kroppen.

I starten var vi meget fanatiske. Når C skulle til fødselsdag sørgede jeg for at finde ud af hvad de skulle have at spise og kreerede så det samme, uden almindeligt sukker, som han så fik med, så han ikke skulle føle sig udenfor.

I dag har vi et mere afslappet forhold til sukker (selvom der nok stadig er nogle der synes, jeg er for fanatisk). I dag bruger vi ikke almindeligt sukker hjemme hos os og vi laver stort set alt mad fra bunden, da der er tilsat sukker i de fleste færdigvarer man kan købe.

Vi er meget bevidste om hvad vi spiser og jeg prøver altid at få så meget sundhed som muligt ind i alle måltid.

Det betyder IKKE at vi aldrig spiser kage, is mm.

Det spiser vi faktisk ret tit, men det betyder at det er hjemmelavet og uden tilsat almindeligt sukker.

Drengene har dog fået indført ketchup og remoulade igen, da det var en af de ting de virkelig savnede, og vi kan også godt købe kødpålæg og sukkerkrymmel til kagen når drengene har fødselsdag.

Nå vi er ude, spiser vi hvad der er, hvilket jo betyder at drengene ind i mellem får voldsomt store mængder sukker, i forhold til hvad de er vant til, og det kan mærkes! Efter sådan en dag, skal der ikke meget til før ungernes verden bryder sammen, de bliver meget hurtigere sure, kede af det og de ryger i totterne på hinanden.

Det er selvfølgelig ikke kun sukker der har indvirkning på hvordan vi har det, det er der mange andre faktorer der også har. Jeg fik konstateret slidgigt i mine fingre tilbage i 2013 og det eneste lægen kunne hjælpe med var smertestillende medicin, hvilket jeg ikke ville have.

For at få kroppen tilbage i balance, gælder det om at se på sin livsstil, fjerne de belastende faktorer og tilføre det kroppen mangler. Jeg selv spiser derfor flere forskellige kosttilskud i dag og det kan holde smerterne i skak.

Det er ikke et Kvik Fix, det tager tid at få bygget kroppen op fra bunden, således at den får de rette byggesten, til at blive sund indefra.

Det betyder at du (hvis du fx. ønsker et vægttab) måske ikke ser det store vægttab med det samme, men det kommer.

For når vi sørger for at kroppen bliver sund indefra, vil vægttabet også holde på længere sigt og ikke ende som de fleste slankekure, hvor du efterfølgende tager mere på, end du tabte.

Ved at bygge kroppen op og blive sund indefra, vil du opnå :

  • Øget livskvalitet.
  • Stabil vægt.
  • God fordøjelse.
  • Mere energi og overskud.
  • Bedre immunforsvar.
  • Stabilt blodsukker

Derudover vil du automatisk, mindske eller helt komme af med mange af de symptomer, du går og kæmper med i hverdagen.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, på heidi@kostkropogbalance.dk eller tlf. 21 21 64 66 hvis du ønsker en konsultation.